 I starten af ’80erne sprøjtede de japanske mc-fabrikker nye modeltyper og teknik ud i en indædt kamp om markedsandele. En banebrydende V4-motor i en vifte af nye modeller skulle være Honda’s trumf, men som en anden svaneunge skulle den meget igennem, inden den for alvor foldede sig ud... Honda havde et par års udvikling af GP-raceren NR500 – den første V4 med ovale stempler - samt flere års erfaringer med V12-motorer i Formel 1 i bagagen, da de besluttede at udvikle en vandkølet V4-motor til tre nye mc-modelserier. Tilbage i ’63 havde Ducati designet sin Apollo til det amerikanske marked, en tung mc med 1.260cc luftkølet V4-motor. Men Apollo nåede aldrig i produktion, så V4-motoren til gadebrug var en reel nyhed fra Honda.  I foråret ’82 var de to første modeller klar, og den 24. marts 1982 introducerede Honda i Japan sin pressemeddelelse custom-modellen VF 750 Magna og sports/turcyklen VF 750 Sabre – de japanske navne for VF750C og VF750S(port), som vi kender dem i Europa, og V45 Magna og Sabre som de hed i Nordamerika.  Banebrydende motorerMotorerne var vandkølede, de to cylinderblokke havde 90 grader mellem sig, og hver cylinder havde 4 ventiler aktiveret af to overliggende knastaksler. På ægte v-motormaner trak to cylindre på samme plejlstangssøle, de to søler sad i samme plan - dvs. 360 grader forsat - for at understrege v-motorkarakteren. Krumtappen var indbygget på tværs af stellet og trak gennem 6 gear, vinkeldrev og kardanaksel. Koblingen blev aktiveret hydraulisk, også en nyhed på gadecykler dengang.  Knastakslerne var trukket af to kæder direkte fra krumtappen og styret med automatiske kædestrammere. De fire karburatorer sad i en blok mellem cylindrene, idet udstødningen fra den bageste cylinderblok pegede bagud, som vandkølingen tillod. Med sin opbygning var motoren smallere end den Honda’s firecylindrede rækkemotor, der fortsatte parallelt med V4’en.
|
Richard Pade